Stine Grønbæk er med i Universitetsskolen, og det har givet pote. Vonsild Skole har netop valgt at ansætte hende, selv om hun stadig mangler sin bacheloropgave.
-Jeg har altid godt kunnet lide Vonsild Skole, for det er med på, hvad der rører sig, siger Stine Grønbæk.
Og skoleleder Peter Nordby vedgår gerne, at Universitetsskoleprojektet også er en god mulighed for at tiltrække dygtige studerende og vælge kommende lærere "fra øverste hylde", som han siger.
Stine Grønbæk har arbejdet med mundtlighed i dansk, og hun er allerede nu i gang med sit arbejde på skolen. Når uddannelsen er endeligt afsluttet til sommer, begynder hun i en ny stilling på Vonsild Skole.